SLS’ historie

Søe-Lieutenant-Selskabet er et unikt selskab, som blev skabt for mere end 230 år siden af unge idealistiske officerer. Selskabets historie fremgår af jubilæumsskriftet, som blev udgivet i 1934 ved selskabets 150 års jubilæum. I det følgende vil der kortfattet blive gjort rede for det særlige ved dette selskab, der også i dag er et tidssvarende selskab for alle søværnets officerer.

  • Selskabet ledes af unge søofficerer.
  • Alle officerer kan være med, fordi både tjenstgørende og pensionerede ældre officerer med deres erfaring kan bidrage til fremme af søværnets virksomhed.
  • Selskabets tidsskrift er et væsentligt supplement til offentliggørelse af selskabets virksomhed.

I slutningen af 1700-tallet, hvor Danmark og Norge havde tiltrådt et væbnet neutralitetsforbund vendt mod England, blev Søe-Lieutenant-Selskabet stiftet. Flådens skibe var udrustede om sommeren, og en gruppe søløjtnanter fandt ikke sommerudrustningerne tilstrækkelige til uddannelse i specielt signalsystemer og evolutioner. Søofficeren blev dengang uddannet på Søkadetakademiet, men hans uddannelse og senere avancement stod og faldt med de følgende udkommandoer til søs. Han skulle selv bekoste sin udrustning og navigatoriske instrumenter. Her havde de mere velhavende kadetter større muligheder, fordi de som privatister og ved privat undervisning kunne stille op til eksamen før deres mindre bemidlede kammerater og derved også komme forrest i køen til udkommandoer. Det var også helt legalt at købe sig til praksis ved at rejse udenlands og tage tjeneste i andre mariner såvel som i handelsskibsfart.

Det var derfor naturligt, at nogle mindre heldige officerer besluttede sig for at danne Søe-Lieutenant-Selskabet i efteråret 1784 med det formål at dygtiggøre sig ved øvelser med skibsmodeller på evoleringsborde indendørs og ved praktiske øvelser med mindre fartøjer på reden. Møderækkerne blev gennemført om vinteren før sommerens udrustning.

Samarbejdet mellem medlemmerne og de ældre officerer blev højt prioriteret, og de ældre officerer var “overordentlige” medlemmer. Specielt blev selskabet motiveret ved samarbejdet med Fabriksmester, Kommandørkaptajn Henrik Gerner. Henrik Gerner gav en personlig hilsen til selskabet fra sit dødsleje til den første formand, Søløjtnant H. C. Schneedorf. Denne hilsen er skrevet på portrættet, der stedse har haft hæderspladsen på væggen i selskabets foredragssal.

Selskabets medlemmer havde mødepligt og pligt til at yde en meget stor arbejdsindsats, specielt skulle alle medlemmer stadig skrive afhandlinger til selskabets brug. Der var en meget streng tavshedspligt med alle disse arbejder, som aldrig måtte offentliggøres. Dette skabte problemer og et tilsvarende selskab Det Sømilitaire Kaart-Archiv og Bibliothek-Selskab blev oprettet med samme generelle formål, idet archivselskabet også støttede de unge officerer ved indkøb af navigatoriske instrumenter. De to selskaber eksisterede sammen i mange år indtil archivselskabet blev nedlagt i 1927. En væsentlig årsag til nedlæggelsen var, at staten fra 1927 betalte for alle navigatoriske instrumenter. Archivselskabets formue blev overdraget til Søe-Lieutenant-Selskabet som et fond.

Efter flådens tab i 1807 gik selskabets arkivalier til, og kun få kopier af de oprindelige afhandlinger kunne findes.

Søe-Lieutenant-Selskabet havde til huse i forskellige lokaler, men fik ved Søkadetkorpsets Chef, Kommandør Schneedorfs hjælp lokaler på Søkadetakademiet på Amalienborg. Schneedorf døde i 1823, og akademiet flyttede nogle år senere fra Amalienborg. Søe-Lieutenant-Selskabet anmodede Det Sømilitaire Kaart-Archiv og Bibliothek-Selskab om at måtte anvende dette selskabs lokaler Krokodillegade 22, hvor det blev indtil samvirkeaftalen med Søofficersforeningen i 1882. Derefter har Søe-Lieutenant-Selskabet delt lokaler med denne forening.

Det var loven om hemmeligholdelse af både love og afhandlinger, som skabte de største problemer for selskabet. Selskabets virksomhed var indstillet fra 1807-15 og havde endog meget store vanskeligheder med at komme i gang igen. Der var kun 10-20 ordinære medlemmer i de første år efter genoptagelsen af virksomheden. Det var først efter mange års arbejde med lovændringer, at virksomheden rigtigt kom i gang. Efter lovændringerne og overtagelse af Archiv for Søvæsen (Tidsskrift for Søvæsen) i 1852 blev adgangen åbnet for alle søofficerer. Afhandlingerne var blevet ændret til prisopgaver, alle søofficerer såvel tjenstgørende som afskedigede i nåde var ordinære medlemmer, og bestyrelsen bestod som hidtil af søløjtnanter og kaptajnløjtnanter.

Det havde ofte været på tale at tilføje en selskabelig del til arbejdsmøderne, men det var altid blevet nedstemt. Søofficersforeningen blev stiftet i 1859 og med samarbejdsaftalen i 1882 blev den selskabelige mulighed en realitet, idet selskabet og Søofficersforeningen holdt møder samme dag. Først holdt selskabet arbejdsmøde i 2 timer, derefter samledes deltagerne i Søofficersforeningens regi til kammeratlig drøftelse og selskabeligt samvær. Samarbejdsaftalen fastsatte, at de 2 foreninger var selvstændige foreninger med den samme medlemskreds. Kontingentet var 12 kr. pr. måned med 10 kr til Søofficersforeningen og 2 kr til selskabet. Samarbejdsaftalen eksisterer stadig, men medlemskontingenterne er i dag adskilte, og medlemmerne er ikke nødvendigvis de samme.

Selv om Søe-Lieutenant-Selskabet havde overtaget udgivelsen af tidsskriftet i 1852 var det stadigt et selvstændigt tidsskrift, og alle medlemmer var ikke nødvendigvis abonnenter. Lige før århundredskiftet gik det imidlertid meget dårligt, tidsskriftet udkom 6 gange om året, og uden hjælp udefra måtte tidsskriftet lukke. Søe-Lieutenant-Selskabet ydede i et par år et tilskud, og i 1900 blev det besluttet at overtage det som et egentligt medlemsblad. Kontingentet blev 5-doblet, og tidsskriftet udkom herefter 12 gange årligt. Der var rigeligt med stof til tidsskriftet, dels i form af selskabets foredrag, dels ved litteraturanmeldelser. Det var således en væsentligt opgave for selskabet at gøre medlemmerne opmærksomme på den maritime faglitteratur, som blev anskaffet til biblioteket i selskabets læsesal. Det er denne tradition, som Marinens Bibliotek stadig viderefører.

Søe-Lieutenant-Selskabets love har, som det fremgår, undergået mange ændringer, men de væsentlige punkter, som angives først i denne artikel, er ikke blevet ændrede.

  • Det er stadig de unge, som styrer en lukket forening, hvor alle søofficerer kan få lov til at få luft for deres meninger uden at risikere at blive irettesat i det tjenstlige system.
  • At alle er med betyder, at selskabet kan arbejde på tværs af søværnets organisation og trække på ressourcepersoner i medlemskredsen fra andre dele af hele forsvarets organisation.
  • At tidsskriftet ved offentliggørelse af relevante dele af selskabets arbejde kan virke som et sømilitært politisk instrument i den offentlige debat.

Lukket for kommentarer.